Pamol Swift 500 mg. 10 stk.

Du skal være logget ind for at kunne lave bestillinger
Model/Varenr.: 589814

Indlægsseddel: Information til brugeren
Pamol Swift 500 mg filmovertrukne tabletter
paracetamol  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, har givet dig. 

Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken>, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 3 dage (ved feber) og 5 dage (ved smerter).

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen
Virkning og anvendelse
Det skal du vide, før du begynder at tage Pamol Swift
Sådan skal du tage Pamol Swift
Bivirkninger
Opbevaring
Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse
Pamol Swift, indeholder paracetamol som virker smertestillende og febernedsættende.

Pamol Swift anvendes mod smerter, f.eks. hovedpine, tandpine, menstruationssmerter, muskel- og ledsmerter, gigtsmerter samt for at nedsætte feber f.eks. ved forkølelse og høj feber.

Pamol Swift er velegnet til personer med sart mave eller mavesår og til personer med forhøjet risiko for blødninger.

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 3 dage (ved feber) og 5 dage (ved smerter). 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Pamol Swift
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Pamol Swift
hvis du er allergisk over for paracetamol eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6).
hvis du har alvorlig nedsat leverfunktion.
Advarsler og forsigtighedsregler
Hvis du tager anden smertestillende medicin, der indeholder paracetamol, må du ikke tage Pamol Swift uden først at tale med en læge eller apotekspersonalet.

Du må aldrig tage mere Pamol Swift end der står i doseringsafsnittet i afsnit 3 eller mere end lægen har ordineret. Doser, der overstiger den anbefalede dosis vil ikke øge smertelindringen, men vil i stedet betyde, at du risikerer at få meget alvorlige leverskader. Symptomerne på leverskade viser sig som oftest efter et par dage. Det er derfor meget vigtigt, at du straks får lægehjælp, hvis du har taget for meget - også selvom du har det godt.

Du må ikke tage Pamol Swift uden at have fået det ordineret af lægen, hvis du har alkoholproblemer eller leverskade. Du må heller ikke tage Pamol Swift sammen med alkohol. Alkoholens euforiserende virkning øges ikke, når du tager Pamol Swift.

Langvarig eller hyppig anvendelse af smertestillende medicin kan give hovedpine. Hvis dette sker for dig, skal du stoppe med at tage medicinen og tale med lægen.

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Pamol Swift: 

hvis du har en nyre- eller leversygdom.
hvis du har mangel på et enzym, der hedder glucose-6-phosphatdehydrogenase
hvis du har en sygdom kaldet Gilberts syndrom
hvis du har astma og er overfølsom for acetylsalicylsyre (aspirin)
hvis du har væskemangel (dehydreret) eller er fejl-/underernæret
hvis du er undervægtig
hvis du har et lavt antal røde blodlegemer på grund af unormal nedbrydning af de røde blodlegemer (hæmolytisk anæmi)
hvis du har en alvorlig infektion som f.eks. blodforgiftning, fordi det øger risikoen for metabolisk acidose. Symptomerne på metabolisk acidose omfatter: dyb, hurtig og besværet vejrtrækning; kvalme, opkastning, appetitmangel. Kontakt straks lægen, hvis du oplever en kombination af disse symptomer.

Nogle, svagelige ældre kan have behov for en nedsat dosis.

Under behandling med Pamol Swift skal du straks fortælle det til lægen:
Hvis du har alvorlige sygdomme, herunder svær nyreinsufficiens eller sepsis (når bakterier og deres toksiner cirkulerer i blodet og fører til organskader), eller du lider af underernæring, kronisk alkoholisme, eller hvis du også tager flucloxacillin (et antibiotikum). Der er indberettet en alvorlig tilstand kaldet metabolisk acidose (en blod- og væskeforstyrrelse) hos patienter i disse situationer, når paracetamol tages i regelmæssige doser i en længere periode, eller når paracetamol tages sammen med flucloxacillin. Symptomer på metabolisk acidose kan omfatte: alvorlige vejrtrækningsproblemer med dyb, hurtig vejrtrækning, døsighed, kvalme og opkastning. 

Brug af andre lægemidler sammen med Pamol Swift
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler.

Du må aldrig tage flere typer smertestillende medicin samtidigt uden først at spørge din læge eller apotekspersonalet.

Pamol Swift kan påvirke eller blive påvirket af andre lægemidler/naturlægemidler: 

metoclopramid (til behandling af kvalme og opkastning)
warfarin (antikoagulantia, blodfortyndende medicin). Kontakt din læge, hvis du har taget mere end 2 tabletter Pamol Swift (på hver 500 mg) pr. dag i 5 dage i træk. Det kan muligvis påvirke virkningen af warfarin
probenecid (medicin mod urinsyregigt)
medicin mod epilepsi:
phenytoin
phenobarbital
carbamazepin
rifampicin (til behandling af tuberkulose)
cholestyramin (til behandling af hyperlipidæmi - høje værdier af fedtstof i blodet). De to lægemidler bør tages med mindst 1 times mellemrum
chloramphenicol som indsprøjtning (til behandling af bakterielle infektioner). (Chloramphenicol til behandling af øjenbetændelse og Pamol Swift kan dog anvendes samtidigt.)
Prikbladet perikon (anvendes i visse typer kosttilskud og naturlægemidler)
flucloxacillin (et antibiotikum) på grund af en alvorlig risiko for en blod- og væskeforstyrrelse (kaldet metabolisk acidose), som straks skal behandles (se afsnit 2 Advarsler og forsigtighedsregler).
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.

Pamol Swift kan om nødvendigt anvendes under graviditet. Du bør tage den lavest mulige dosis, som lindrer dine smerter og/eller din feber, og du bør tage det så kort tid som muligt. Kontakt din læge eller jordemor, hvis smerterne og/eller feberen ikke lindres, eller hvis du har brug for at tage medicinen oftere.

Denne medicin udskilles i modermælken, men det er usandsynligt, at den påvirker det ammede barn. Du skal dog kontakte lægen, hvis tager Pamol Swift oftere end en gang i mellem. 

Trafik- og arbejdssikkerhed
Pamol Swift påvirker ikke evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner. 

Pamol Swift indeholder natrium
Denne medicin indeholder 176 mg natrium (hovedkomponent af madlavnings-/bordsalt) pr. tablet. Dette svarer til 8,8 % af den anbefalede maksimale daglige indtagelse af natrium for en voksen.
Tal med din læge eller apotekspersonalet, hvis du skal tage 3 eller flere tabletter dagligt i længere tid, især hvis du er blevet rådet til at følge en diæt med lav salt (natrium) indhold. 

3. Sådan skal du tage Pamol Swift
Tag altid lægemidlet nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens, apotekspersonalets eller sygeplejerskens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken. 


Bemærk! Overskrides den anbefalede dosis, kan der opstå livstruende forgiftning. Hvis der er mistanke om overdosering, bør du straks søge læge. 

Den anbefalede dosis er:
Voksne og børn, der vejer over 40 kg (over 12 år): 1-2 tabletter hver 4.-6. time. Dog aldrig mere end 8 tabletter i døgnet. 


Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 3 dage (ved feber) og 5 dage (ved smerter). 


Nogle, svagelige ældre kan have behov for en nedsat dosis. 

Hvis du har nedsat lever- eller nyrefunktion eller har Gilberts syndrom, bør du tale med din læge om en passende dosis til dig, da du muligvis skal have en nedsat dosis. 


Pamol Swift kan tages uafhængigt af måltider. 

Hvis du har taget for meget Pamol Swift
Kontakt lægen, skadestuen eller Giftlinjen (tlf: 82 12 12 12), hvis du har taget flere Pamol Swift, end der står i denne information, eller flere end lægen har foreskrevet, eller hvis et barn ved et uheld tager dette lægemiddel. Tag pakningen med. 

En større dosis paracetamol end den anbefalede er farlig og kan give langvarige skader. Selvom du ikke mærker nogle symptomer, kan der være risiko for alvorlig leverskade. 


For at undgå leverskade er det vigtigt, at behandling mod overdosering påbegyndes så hurtigt som muligt. 


Spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger
Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Stop med at tage dette lægemiddel, og kontakt omgående lægen, hvis du oplever: 


Sjældne bivirkninger (forekommer hos op til 1 ud af 1.000 personer): 

Angioødem, alvorlig allergisk reaktion:
hævelse af ansigt, tunge og svælg
besvær med at synke
nældefeber og vejrtrækningsbesvær
Allergisk reaktion som udslæt og nældefeber
Leverskade. Dette kan være alvorligt og omfatte symptomer som træthed, kvalme, opkastning, mave-tarmproblemer og appetitmangel.

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos op til 1 ud af 10.000 personer): 

Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker, general sløvhed, tendens til betændelseslignende tilstande (infektioner) særligt ondt i halsen og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer og blodplader)
Alvorlig vejrtrækningsbesvær med hivende vejrtrækning hos patienter, der er overfølsomme over for acetylsalicylsyre eller andre non-steroide antiinflammatoriske midler (NSAID)
Bleghed, træthed og gulsot pga. alvorlig blodmangel (anæmi)
Der er rapporteret om alvorlige hudreaktioner.
Stevens-Johnsons syndrom, en livstruende reaktion med influenzalignende symptomer og smertefuldt udslæt på hud, øjne og kønsdele.
Toksisk epidermal nekrolyse, en livstruende reaktion med influenzalignende symptomer og blærer på huden, i munden, øjnene og på kønsdele.
Akut generaliseret eksantematøs pustulose, pludselige blærer på store hudområder ledsaget af feber
Lægemiddelfremkaldt betændelseslignende tilstand på huden
Anafylaktisk reaktion: overfølsomhedsreaktion med feber, udslæt, hævelse og i nogle tilfælde fald i blodtrykket.

Ikke kendt (hyppigheden kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data): 

En alvorlig sygdom, der kan gøre blodet mere surt (kaldet metabolisk acidose), hos patienter med svær sygdom, der anvender paracetamol (se afsnit 2).
Andre bivirkninger kan omfatte:
Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos op til 1 ud af 10.000 personer): 

Nyrerelaterede bivirkninger, uklar urin
Kontakteksem, udslæt, kløe, øget svedtendens, rødmen
Leverskade.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 


Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring
Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 


Tag ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æsken efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen. 


Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Pamol Swift indeholder:
Aktivt stof: paracetamol
Hver filmovertrukket tablet indeholder 500 mg paracetamol.
Øvrige indholdsstoffer:
Tabletkerne: natriumhydrogencarbonat, majsstivelse, pregelatineret majsstivelse, povidon, kaliumsorbat (E 202), talcum (E 553b), croscarmellosenatrium, stearinsyre.
Filmovertræk: titandioxid (E 171), polydextrose (E 1200), hypromellose (E 464), triacetin (E 1518), macrogol, carnaubavoks (E 903).
Udseende og pakningsstørrelser
Hvid, oval, filmovertrukket tablet mærket med ”P” på den ene side og uden mærkning på den anden side. 

Tabletten måler 19 x 9 mm.